Vedtægter

Vedtægt for "Aarhus Universitetsforlag (Fond)"

§ 1

Fondens navn er "Aarhus Universitetsforlag (fond)".

Fondens hjemsted er Aarhus kommune.

§ 2

Fonden er stiftet af Aarhus Universitet. Fondens grundkapital er 1.650.000 kr. Grund­k­apitalen, der er skænket til Aarhus Universitet af "Aarhus Universitets Forskningsfond" og "Aarhus Universitets 50-års Jubilæumsfond", er indbetalt kontant.

§ 3

Fondens økonomiske midler holdes  uden for statskassen og den selvejende institution Aarhus Universitet.

 § 4

Fondens formål er at fremme formidling af forskningsresultater og resultater af anden faglig virksomhed fra Aarhus Universitet. Formålet realiseres gennem drift af forlagsvirksomhed og anden dermed beslægtet virksomhed.

§ 5

Fonden ledes af en bestyrelse på mindst 5 og højest 13 med­lemmer. Bestyrelsesmedlemmerne modtager ikke vederlag.

Stk. 2. 5-9 medlemmer udpeges af bestyrelsen blandt universitetets videnskabelige medarbejdere efter indstilling fra rektor på baggrund af forslag fra hovedområderne. Udpegningsperioden for disse medlemmer er 4 år, idet medlemmerne afgår forskudt med 2 års mellemrum. For hvert af disse medlemmer udpeges en suppleant.

Stk. 3. Indtil 4 medlemmer udpeges af rektor blandt personer med særlig indsigt i forlagsdrift, videnformidling, økonomi og administration. Udpegningsperioden for disse medlemmer er 2 år.

Stk. 4. Fondsmyndigheden kan afsætte et bestyrelsesmedlem, der er under konkurs, har gjort sig skyldig i en handling, som gør den pågældende uværdig til fortsat at være medlem af bestyrelsen, eller som har vist sig klart uegnet. Bestyrelsesmedlemmer, der ubeføjet røber, hvad de under udøvelse af deres hverv har fået kendskab til, straffes med bøde, jf. Lov om erhvervsdrivende fonde, § 63, stk. 1.

§ 6

Bestyrelsen vælger selv sin formand og fastsætter sin forretningsorden.

Stk. 2. Bestyrelsesmøder afholdes efter formandens bestem­melse, eller når 2 medlemmer af bestyrelsen fremsætter ønske herom. Over forhandlinger i bestyrelsen skal der føres en protokol, der underskrives af samtlige tilstedeværende med­lemmer.

Stk. 3. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Bestyrelsens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal blandt de fremmødte. Er stemmerne lige, er formandens stemme udslagsgivende.

Stk. 4. Fonden tegnes af formanden i forening med direktøren eller et medlem af bestyrelsen, eller af tre medlemmer af bestyrelsen i forening.

§ 7

Bestyrelsen kan foreslå universitetet, at dette opretter serieudvalg til at vejlede bestyrelsen, blandt andet i forbindelse med beslutninger om udgivelse. Nærmere retningslinjer for serieudvalgenes arbejdsopgaver og samarbejdet mellem fonden og serieudvalgene fastsættes af forlagets bestyrelse efter forudgående drøftelse med universitetet.

§ 8

Den daglige drift af fonden varetages af en direktør ansat af bestyrelsen. Bestyrelsen fastlægger nærmere retningslinjer for direktørens virke.

§ 9

Budget- og regnskabsåret er kalenderåret.

Stk. 2. Regnskabet føres i forlagets administration eller af fondens revisor.

Stk. 3. Fondens regnskab revideres af en af bestyrelsen valgt statsautoriseret eller registreret revisor.

Stk. 4. Senest 6 måneder efter afslutning af regnskabsåret skal der til Aktieselskabsregistret indsendes en bekræftet kopi af det reviderede årsregnskab samt af årsberetningen.

§ 10

Et overskud fra fonden skal, efter fradrag af udækket underskud og pligtige henlæggelser, anvendes i overensstemmelse med fondens formål til at fremme og billiggøre publicering af forskningsresultater fra Aarhus Universitet.

§ 11

Et flertal på 3/4 af samtlige bestyrelsesmedlemmer kan efter høring af Aarhus Universitets bestyrelse indstille til fonds­myndigheden, at denne vedtægt ændres.

§ 12

Beslutning om opløsning af fonden træffes efter samme regler som vedtægtsændringer.

Stk. 2. Eventuel formue, som status måtte udvise efter fuldstændig afvikling af samtlige forpligtelser, skal efter bestyrelsens anvisning anvendes som publikationsstøtte til udgivelser fra Aarhus Universitet.

Denne vedtægt er vedtaget af Aarhus Universitetsforlags bestyrelse den 4. september 2009 og  godkendt af Aarhus Universitet den 9 november 2009. Vedtægten erstatter vedtægt af 19. december 2003 med senere ændringer den 20. februar 2004 for Aarhus Universitetsforlag (Fond).

 

Århus, den 4. september 2009

 

 

Bestyrelse:

Sophie Esmann Andersen

Ole Davidsen

Carsten Riis

Ole Høiris

Jørgen Albæk Jensen 

Thomas Ledet 

Per Møller Madsen

Martin Paldam

Hans Anton Salomonsen

Per Schjønning

Flemming Skov

Venka Simovska

Ole Sonne